Grundejerforeningens historie

Bolignøden under l. verdenskrig

Vestamager er ofte blevet kaldt et klondike område. Klondike var et guldfelt i Canada, hvor der for 100 år siden blev fundet så store guldforekomster, at 30.000 mennesker invaderede området i løbet af få år. Her boede de under kummerlige forhold. Guldet svandt ind og dermed også befolkningstallet. På Vestamager var det ikke guld, der tiltrak de nye beboere i 1920´erne, området blev i folkemunde ofte kaldt for pengeløse mark. Nej, det var for nogle drømmen om frisk luft og et stykke jord at dyrke, for andre et spørgsmål om på en hurtig og billig måde at få tag over hovedet. Bolignøden var stor i hovedstadsområdet omkring 1.verdenskrig, da mange folk fra landet søgte hertil i håbet om at få arbejde.

Manglen på bygningsmateriale på grund af krigen bremsede boligbyggeriet, og det medførte dyrtid. Flere og flere familier klarede sig igennem disse år ved at bo ulovligt i lysthuse og sommerhuse specielt i Rødovre og Hvidovre. Dette mødte kraftig modstand fra de fastboende først og fremmest gårdmændene og de konservative sogneråd der. I Tårnby Kommune havde man for at afhjælpe bolignøden opført boliger på Søvang Allé.

Socialdemokratiet var for første gang kommet til magten i sognerådet i 1917. Den socialdemokratiske sognerådsformand N.P.Nielsen var medlem af “Lysthusudvalget”, der var nedsat af indenrigsministeriet for at udrede lysthusbeboernes retslige stilling i omegenskommunerne. Beboerne var blevet nægtet optagelse på valglisterne, og deres børn var blevet nægtet skolegang, så længe de boede ulovligt. Socialdemokratiet havde erklæret sin støtte til disse beboere, så det tegnede jo godt for ligesindede på Vestamager.

Udstykningen på Vestamager begynder

I 1818 havde vognmand Nørager, der kørte med træer til anlæggelsen af Kongelunden købt en overdrevslod ved skoven, og her byggede han Nøragersminde. Som den første begyndte han at dyrke overdrevsjorden med korn, jorden havde man tidligere kun benyttet til græsning. 100 år senere solgte gårdmand Sally Nøragersminde til tre sønner af indehaveren af frøfirmaet A.Hansen, Amagerfrø. I 1920 overdrog Tage Hansen (en af disse sønner), et stykke af gårdens jorder til ejendomsmægler Duelund, der skulle sørge for udstykningen af grunden. Hermed fik bebyggelsen på Vestamager sin grundsten.

Duelund havde også andre udstykninger på Amager bl.a. i Dragør. Men afsætningen af de ca. 400 parceller på Nøragersminde forgik på en hidtil ukendt og utraditionel måde. I marts 1920 annoncerede Duelund i dagspressen, hvor han tilbød såkaldte “gratis” grunde, mod at folk lejede grundene for 14 kr. om måneden. Efter 10 år var grundene deres egne. En socialdemokratisk folketingsmand, Chr. Jensen, protesterede mod disse betingelser. Han mente for det første ikke, at det var gratis, og for det andet havde køberne eller lejerne ikke nogen sikkerhed for deres penge. Der var blevet dannet en lejerforening, Nøragersminde Lejerforening, den 9.5 1920, og bl.a. repræsentanter fra denne deltog i et udvalg, der skulle se nærmere på lejebetingelserne.

Alt endte tilsyneladende i bedste forståelse mellem lejere og Duelund. Hvis man således lejede en parcel kunne man få tinglyst sin ret til at få udstedt skøde, når de 10 år var gået. Man kunne også straks betale hele beløbet og i tilgift få 10% rabat. Under alle omstændigheder havde man ret til at bygge på grunden. Udstykningen var blevet godkendt af Tårnby sogneråd, men der var blevet lagt en villaservitut på udstykningen. Grundene skulle bebygges med helårsbeboelse inden, der var gået 40 år. Lysthuse, d.v.s. bygninger af træ, kunne frit opføres i første omgang, mens man skulle have en kommunal godkendelse ved bygning af f.eks. et sommerhus. og ikke mindst helårsbeboelse. En villagodkendelse lå langt ud i fremtiden, da der i et helårshus skulle være drikkevandsforsyning. Der gik kun nogle få måneder, så var ejendomsmægler Duelund ude af billedet på Nøragersminde, han kunne ikke klare terminen. Nøragersminde Lejerforening fik efter aftale med Tage Hansen, Nøragersmindegården, overdraget det videre salg af grundene. Nøragersminde lejerforening blev ophævet og erstattet af Parcelforeningen Nøragersminde den 13.7.1920.

Båd, Bus og veje

En af parcelforeningens første opgaver var et reklamefremstød for at få grundene afsat. I en brochure udgivet af foreningen slog man på tromme for fordelene ved at anbringe sine penge i en grund på Amager tæt ved skov og strand og ikke mindst hovedstaden. Grundene var betydelig billigere end andre steder i hovedstadsområdet, og som der stod i brochuren:”AMAGER ER FREMTIDEN., Grundene vil stige i værdi.” I 1921 var der solgt 102 parceller ud af 388, og der var bygget huse på 1/3 af de solgte grunde.

Det var øjensynlig i første omgang ikke behovet for en bolig der tiltrak de fleste, de havde gode lejligheder i København og i Sundby. Det var først og fremmest funktionærer, håndværkere, selvstændige og akademikere, der i begyndelsen af 1920érne købte grund på Nøragersminde.

Men hvordan så der ud på Vestamager, og hvad var det, der tiltrak parcellisterne her. Plusserne ved området var først og fremmest naturen. Grundene lå tæt ved Kongelunden og stranden, hvor der var fine bademuligheder og der var strandret til grundene. Desuden var der åbne vidder, marker og nogle spredt liggende gårde. For at få gang i salget anlagde Nøragersminde parcelforening med økonomisk hjælp af brødrene Hansen en anløbsbro og skaffede sig en motorbåd bygget på Kastrup Havn. Båden skulle sejle fremtidige kunder fra Langebro til Nøragersminde. Desværre var bådføreren ikke ærlig og bedrog foreningen, så bådfarten måtte indstilles, og båden blev solgt. Andre fik dog senere glæde af anløbsbroen, bl.a var der bådfart fra Hvidovre og fra Knippelsbro. En hel nødvendig forudsætning for at få folk ud på det vestlige Amager var ordentlige vejanlæg. Det var på initiativ af bl.a Parcelforeningen Nøragersminde og Tage Hansen på Nøragersminde, at der i 1920 kom forslag frem om en vej fra Røde Mellemvej i lige linie til Kongelunden.

Den nye vej skulle anlægges i 9 meters bredde med dybe grøfter på begge sider. Kommunen skulle i første omgang skaffe pengene og lægge dem ud for lodsejerne langs vejen. Arbejdet regnede man med at få statsstøtte til, da man ville bruge det som et arbejdsløshedsprojekt. Sognerådet gik med på ideen i 1921 under forudsætning af, at man sikrede sig, at arbejderne var bosiddende i kommunen. Anlægsudgifterne blev beregnet til 350.000 kr. og parcelforeninges andel heraf var 21.500, der skulle betales af de enkelte grundejere. Anlæggelsen af Kongelundsvejen førte helt naturligt til en forøgelse af ejendomsværdien. Man fik nu hurtigere afsat grundene og der kom nye udtykninger til: i 1922 parcelforeningen Birkevang, der i 1927 skiftede navn til Grønnehave og i 1923 Pilegården.

Flere og flere boede efterhånden ulovligt i deres huse hele året. Det gav bl.a postvæsenet store problemer, da vejene ikke var navngivet. Grundejerforeningen blev derfor pålagt at navngive veje og parcellisterne måtte opsætte gadenumre og navneskilte. De første veje, der blev anlagt som slaggerveje, var Rotterdam Allé, Utrecht Allé og Haag Allé, alle hollandske stednavne og denne tradition forsatte man med fremover.

Jytte Røpke, født Nicolaisen, fortæller om vejene i 1930érnes Nøragersminde: I 1937 købte mine forældre grund på Doorn Alle 46-48. Det var en stenmark med ganske få sommerhuse på. Vejen var en grusvej med store sten til at markere kørevejen. Disse skulle hvidkalkes om foråret. Jyttes mand, Gunnar Røpke, kan huske følgende fra samme årti: Når vi skulle i Ullerup skole gik vi efter de nedtrådte stier, der førte til den korteste vej nemlig Nøragersmindevej, som dengang var et hjulspor med stynede popler på begge sider. Om sommeren kunne man gå med sko på, men om vinteren og efteråret måtte man have gummistøvler på. Hvor vejen ender ved Tømmerupvejen lå busstoppestedet. Når vi fik gæster fra byen med bus, stod vi deroppe og ventede med gammelt fodtøj og førte dem den nærmeste vej ned til os.

Det offentlige trafikvæsen til Nøragersminde har altid været et kapitel for sig. I de første år sørgede foreningen for transport af medlemmer til grundene bl.a. med foreningens “blå bus” fra Sundby Remise. Senere fik vognmand Wenneke koncession på kørslen. Jytte Røpke husker: “Disse gamle busser var elendige. De havde plads til ca. 40-50 personer, men nogle gange var der dobbelt så mange med. Det var virkelig en oplevelse. Røde Mellemvej var elendig slaggervej og Kongelundsvejen uden lys med dybe grøfter på begge sider. Amagerbanens busser var det også muligt at tage fra Sundby Remise og stå af ved Nøragersmnindevej, der også var en elendig vej”. En anden vigtig opgave for foreningens første bus var transport af vand til grundene.

Vandforsyning

Et stort problem for både sommer- og helårsbeboere på Nøragersminde var vandforsyningen.

Prøveboringer på grundene viste et alt for stort saltindhold, så i de første ca. 15 år måtte man forsyne sig med vand fra bl.a. “den blå bus” og øragersmindegården. Men nogle forsynede sig alligevel ved hjælp af egen brønd.

Gunnar Røpke fortæller: “Vand i huset fik vi fra en brønd far havde gravet. På 3 stopler af ca. 2 meters højde var anbragt en tønde på 200 l, som vi børn, 7 stk.,. pumpede vand op i, så der var vand i køkkenet.” Vandforsyningsproblemet på Nøragersminde blev først delvis løst i 1936, hvor der blev lagt vandledninger ind på hver parcel med en stophane ved hver.

Kommunen lukkede for vandet om vinteren, og det skabte problemer, da der opstod frostsprængninger på ledningsnettet. Først så sent som i 1956 påbød et cirkulære fra Indenrigsministeriet kommunen at forsyne området med vand året rundt.

Indkøb

Markerne var indtil udstykningen blevet dyrket med grønsager, og det fortsatte mange af nybyggerne med. Gunnar Røpke fortæller: “Vi dyrkede kartofler og andre grønsager mellem de spæde frugttræer, så for at det skulle gro godt, hentede vi hestegødning ude på engen, der lå bag diget ved Kalveboderne. Brænde til kakkelovn og komfur blev hentet samme sted. Husdyr havde vi, kat, hund, duer, høns, ænder gæs og en gris. De gik frit omkring, da der kun var marker omkring huset”.

Men det kunne ikke gøre en familie helt selvforsynende. Jytte Røpke husker: “Om sommeren kørte Enigheden og Solbjerg på vejen, så kunne man købe smør og mælk”. Foreningen fik hurtigt et marketenderi, men her måtte der i første omgang kun sælges øl, vand, tobak og chokolade. Senere blev sortimentet udvidet. I 1942 fik foreningen lov til at opføre en helårsbeboelse i forbindelse med marketenderiet, der nu nærmere var en købmandsforretning. Næsten samtidig blev der opført en kaffestue på hjørnet af Kongelundsvejen og Nøragersmiundevej. Den lever i bedste velgående i dag som “Lille Kongelund”. Men foreningens medlemmer havde også en festplads hvor der man hyggede sig sammen ved mange lejligheder. Jytte Røpke husker: “Foreningen holdt sommerfest på pladsen Haag Allé-Haarlem Allé, hvor også marketenderiet lå. Og Sankt Hans aften var der fest , hvor medlemmerne sang”.

Efterhånden som der dukkede helårsbeboelser op langs Kongelundsvejen dukkede der også forretninger op. Men først i begyndelsen af 1970érne blev indkøbsmulighederne fine for beboerne, da Vestamagercentret blev bygget.

Naturområdet Vestamager

Rigsdagen vedtog i 1939 en lov om at inddæmme et ca. 2500 ha stort område i Kalveboderne som et arbejdsløshedsprojekt. Formålet var bl.a at få flyttet de militære skydebaner på Amager Fælled, der nu lå for tæt på beboede område. Hermed blev grundejerne på Nøragersminde frataget en attraktion nemlig stranden og- mente mange- fik til gengæld myggeplagen om sommeren, som kendes den dag i dag. Under besættelsen opstillede tyskerne i øvrigt lyskastere ved området, satte tændte røde staldlygter omkring Ugandavejs nordlige ende og attrapper af tyske fly for at narre de engelske flyvere. Efter sigende gik englænderne ikke i fælden men nedkastede sandsække med besked om, at man ikke brugte rigtige bomber til legetøj. Jytte Røpke husker denne tid: Da krigen kom i 1940 blev vi overfløjet af de tyske maskiner på vej til Norge, vi kunne høre de sang i flyene. Da der senere blev luftalarm, sad vi ude i grøften under broen med gryder på hovedet. Det havde vores nabo, Aabo, der var officiant, lært os.” Naturområdet Vestamager åbnede først dørene for gæster en gang årligt i 1970, og 14 år senere blev hele området tilgængelig året rundt.

Skolegang

Som tidligere nævnt havde lysthusbeboerne i Rødovre og Hvidovre problemer, når deres børn skulle i skole. Det var tilsyneladende ikke tilfældet for Nøragersmindebørnene, der gik i Ullerup skole, indtil Løjtegårdsskolen og Pilegårdsskolen blev bygget i 1957/58. En elev, Inge Lindgreen, husker hvorledes Ullerupbørnene opfattede børnene fra Nøragersminde: ” Vi børn, der kom fra gårdene, synes egentlig temmelig godt om de fattige Nøragersmindebørn, Vi havde ikke medlidenhed med dem, følte nærmest det var lidt ærgerligt for dem, at de aldrig havde råd til noget. Men en ting var sikkert – de blev aldrig inviteret med til vores fødselsdage.” Først i 1973 fik Nøragersminde sin “egen” skole, Skelgårdsskolen. Områdets første og længe savnede daginstitution, Strandgårdens Børnecenter, kom først til et par år efter.

Byudvikling

Bolignøden var stor i 1950érne, 3226 familier søgte således bolig i Tårnby Kommune. Der kom derfor et nyt boom af ulovlig helårsbeboelse på Vestamager. Nogle købte og andre lejede sig ind velsagtens til en urimelig høj leje. Nogle byggede nyt i bedste wildwest stil, andre forbedrede de eksisterende lysthuse. Her boede mange familier i sundhedsfarlige huse, der var spinkle i konstruktionen, dårligt isolerede og manglede elementære sanitære installationer. For alle beboerne var der det samme problem: vej- og kloakforhold var ganske utilstrækkelige. I 1952 blev kommunen inddelt i 3 zoner: yder- mellem- og byzone. Nøragersminde kom i yderzonen, hvilket stadig betød, at man ikke måtte bo der hele året.. Vestamager forblev et stedbarn i kommunen indtil der endelig skete noget i 1969. I dette år kom vedtagelsen af loven om udflytningen af lufthavnen til Saltholm. Usikkerheden om udbygningen af lufthavnen skulle ske ud mod Kongelundsvejen eller på Saltholm havde ulmet længe og havde bevirket at området ikke kunne komme i inderzone og dermed få helårshuse. Nu skete der endelig noget: kloakeringen og den permanente vandforsyning kom i gang. Vestamager blev igen et nybyggerkvarter, området fik nu parcelhuse, ind imellem så man dog stadig mange gamle havehuse. Men tømmerhandlerne skød op langs Kongelundsvejen og vidnede om byggeaktiviterne. Uden at der blev udarbejdet en byplan for området, blev der bygget på livet løs, området planlagde sig selv. Først i 1984 kom der endelig en lokalplan for parcelhusområdet. Formålet var “at sikre en færdig udbygning af bydelen som helårsområde med åben lav bebyggelse.”

Nøragersmindecenteret

Selvom Nøragersmindecentret ikke er blandt grundejerforeningens medlemmer, hænger gårdens historie unægtelig sammen med foreningens. Nøragersmindecentret blev oprettet i 1973 som en kommunal kulturinstitution på initiativ af kunstneren Knud Jans. Det var hans hensigt at stedet skulle være ramme for beboerne kreative udfoldelser som keramik, maleri og teater. Men det viste sig hurtigt at det ikke lige var det, der var mest behov på dette tidspunkt. Centeret fik istedet funktion som åben institution med mange forpligtelser: børneparkering, fritidsungdoms og familieklub. På centret opstod der problemer med 30-40 unge mellem 17-22 år. De fleste af dem var gået ud af 9. klasse, var arbejdsløse og havde et boligproblem. Mange af dem boede stadig hjemme. Forældrene var som regel begge udearbejdende for at kunne klare terminen. For at forældrene kunne få fred, boede de unge ofte i det gamle havehus i baghaven eller i garagen. Efter en del ballade blev gruppen, kendt som Nøragersmindebanden, bortvist fra centret. Gruppen var et negativt resultat af den byudvikling, der kom i disse år. Efter et par år var banden forsvundet længere inde på øen og opslugt af andre. Men centret lever videre i bedste velgående, og danner rammen om bl. a foreningens generalforsamlinger og fester. Kommunens stedbarn gennem mange år er blevet voksen og ligner nu resten af familien -Tårnby Kommunes villakvarterer. Til trods for at der måske stadig hænger noget af det gamle dårlige ry ved området hos udenforstående, så er børn og børnebørn af de første nybyggere på Nøragersminde så glade for deres barndomsminder her, at de vælger at bosætte sig her. Og en bedre blåstempling kan en grundejerforening ikke ønske sig. Inger Kjær Jansen Leder af Tårnby Kommunes Lokalhistorisk Samling.