En af parcelforeningens første opgaver var et reklamefremstød for at få grundene afsat. I en brochure udgivet af foreningen slog man på tromme for fordelene ved at anbringe sine penge i en grund på Amager tæt ved skov og strand og ikke mindst hovedstaden. Grundene var betydelig billigere end andre steder i hovedstadsområdet, og som der stod i brochuren:”AMAGER ER FREMTIDEN., Grundene vil stige i værdi.” I 1921 var der solgt 102 parceller ud af 388, og der var bygget huse på 1/3 af de solgte grunde.
Det var øjensynlig i første omgang ikke behovet for en bolig der tiltrak de fleste, de havde gode lejligheder i København og i Sundby. Det var først og fremmest funktionærer, håndværkere, selvstændige og akademikere, der i begyndelsen af 1920érne købte grund på Nøragersminde.
Men hvordan så der ud på Vestamager, og hvad var det, der tiltrak parcellisterne her. Plusserne ved området var først og fremmest naturen. Grundene lå tæt ved Kongelunden og stranden, hvor der var fine bademuligheder og der var strandret til grundene. Desuden var der åbne vidder, marker og nogle spredt liggende gårde. For at få gang i salget anlagde Nøragersminde parcelforening med økonomisk hjælp af brødrene Hansen en anløbsbro og skaffede sig en motorbåd bygget på Kastrup Havn. Båden skulle sejle fremtidige kunder fra Langebro til Nøragersminde. Desværre var bådføreren ikke ærlig og bedrog foreningen, så bådfarten måtte indstilles, og båden blev solgt. Andre fik dog senere glæde af anløbsbroen, bl.a var der bådfart fra Hvidovre og fra Knippelsbro. En hel nødvendig forudsætning for at få folk ud på det vestlige Amager var ordentlige vejanlæg. Det var på initiativ af bl.a Parcelforeningen Nøragersminde og Tage Hansen på Nøragersminde, at der i 1920 kom forslag frem om en vej fra Røde Mellemvej i lige linie til Kongelunden.
Den nye vej skulle anlægges i 9 meters bredde med dybe grøfter på begge sider. Kommunen skulle i første omgang skaffe pengene og lægge dem ud for lodsejerne langs vejen. Arbejdet regnede man med at få statsstøtte til, da man ville bruge det som et arbejdsløshedsprojekt. Sognerådet gik med på ideen i 1921 under forudsætning af, at man sikrede sig, at arbejderne var bosiddende i kommunen. Anlægsudgifterne blev beregnet til 350.000 kr. og parcelforeninges andel heraf var 21.500, der skulle betales af de enkelte grundejere. Anlæggelsen af Kongelundsvejen førte helt naturligt til en forøgelse af ejendomsværdien. Man fik nu hurtigere afsat grundene og der kom nye udtykninger til: i 1922 parcelforeningen Birkevang, der i 1927 skiftede navn til Grønnehave og i 1923 Pilegården.
Flere og flere boede efterhånden ulovligt i deres huse hele året. Det gav bl.a postvæsenet store problemer, da vejene ikke var navngivet. Grundejerforeningen blev derfor pålagt at navngive veje og parcellisterne måtte opsætte gadenumre og navneskilte. De første veje, der blev anlagt som slaggerveje, var Rotterdam Allé, Utrecht Allé og Haag Allé, alle hollandske stednavne og denne tradition forsatte man med fremover.
Jytte Røpke, født Nicolaisen, fortæller om vejene i 1930érnes Nøragersminde: I 1937 købte mine forældre grund på Doorn Alle 46-48. Det var en stenmark med ganske få sommerhuse på. Vejen var en grusvej med store sten til at markere kørevejen. Disse skulle hvidkalkes om foråret. Jyttes mand, Gunnar Røpke, kan huske følgende fra samme årti: Når vi skulle i Ullerup skole gik vi efter de nedtrådte stier, der førte til den korteste vej nemlig Nøragersmindevej, som dengang var et hjulspor med stynede popler på begge sider. Om sommeren kunne man gå med sko på, men om vinteren og efteråret måtte man have gummistøvler på. Hvor vejen ender ved Tømmerupvejen lå busstoppestedet. Når vi fik gæster fra byen med bus, stod vi deroppe og ventede med gammelt fodtøj og førte dem den nærmeste vej ned til os.
Det offentlige trafikvæsen til Nøragersminde har altid været et kapitel for sig. I de første år sørgede foreningen for transport af medlemmer til grundene bl.a. med foreningens “blå bus” fra Sundby Remise. Senere fik vognmand Wenneke koncession på kørslen. Jytte Røpke husker: “Disse gamle busser var elendige. De havde plads til ca. 40-50 personer, men nogle gange var der dobbelt så mange med. Det var virkelig en oplevelse. Røde Mellemvej var elendig slaggervej og Kongelundsvejen uden lys med dybe grøfter på begge sider. Amagerbanens busser var det også muligt at tage fra Sundby Remise og stå af ved Nøragersmnindevej, der også var en elendig vej”. En anden vigtig opgave for foreningens første bus var transport af vand til grundene.
